Anders Thomas Jensen skriver musicalen OLSEN BANDEN & DEN RUSSISKE JUVEL

Anders Thomas Jensens debut på teatret
The One & Only Company har begået et kup af de helt store i forbindelse med forberedelserne til musicalen OLSEN BANDEN & DEN RUSSISKE JUVEL: Det er nemlig intet mindre end filmbranchens darling, Anders Thomas Jensen, der har skrevet manuskriptet og dermed er klar med sin første teaterforestilling.

I Balling og Bahs’s ånd
Anders Thomas Jensen, der står bag en perlerække af de største danske filmsucceser det seneste årti, heriblandt Blinkende lygter (2000), Elsker dig for evigt (2002), Rembrandt (2003), Brødre (2004), Adams æbler (2005), Efter Brylluppet (2006) og senest Hvid nat (2007), skal løfte arven fra Erik Balling og Henning Bahs. Han har skrevet manuskriptet i løbet af de seneste par måneder og har bestræbt sig på at skabe en nutidig historie, der er helt i Balling og Bahs’s ånd. Der bliver tale om et helt nyt kapitel i Olsen Banden, men publikum kan glæde sig til et gensyn med Egon, Benny, Keld, Yvonne, Børge, Dynamit Harry, Hallandsen og alle de elskede figurer fra filmene.

Producent og komponist Jesper Winge Leisner udtaler:
- Olsen Banden står jo for dansk folkelighed, når den er bedst, så derfor var det noget af en opgave Anders Thomas skulle i gang med.  Historien skulle ligge helt i tråd med Olsen Bandens fortidige bedrifter, de enkelte karakterer fastholdes og samtidig skulle det hele løftes op til moderne tid. Den opgave har Anders Thomas løst helt fantastisk. Alle på produktionen er enige om, at han har skabt et spillevende og vanvittigt morsomt nyt kapitel i Olsen Bandens saga. Her vil både gamle og nye fans af banden få smæk for skillingen. Det er skidegodt.

Olsen Banden har en ny plan – handlingen i musicalen
Handlingen i Anders Thomas Jensens udgave har ikke været offentliggjort før, men den kommer til at forløbe nogenlunde sådan her: Egon Olsen er blevet løsladt, og han har en plan. Under sit seneste ophold i fængslet har han nemlig opsnappet, at en nærmest uvurderlig diamant – ”Den Russiske Juvel” – er på vej til Danmark i forbindelse med den russiske præsident Putins venskabsbesøg hos statsminister Anders Fogh Rasmussen. Diamanten er en del af et overdådigt smykkesæt som Zar Peter d. Store gav til sin brud Katharina d. I i 1712. Det smykkesæt skal Olsen Banden stjæle. Alt er timet og tilrettelagt, men da døren til pengeskabet endelig åbnes, får banden sig en overraskelse. Der er nemlig andre, der er ude efter ”Den Russiske Juvel”, og de er ikke til at spøge med. Men det er Yvonne heller ikke, og hun har faktisk allerede disponeret over de millioner som smykkesættet skulle indbringe. Så nu skal Egon, Benny og Keld virkelig strenge sig an.

 

Stjernehold på og bag scenen
OLSEN BANDEN & DEN RUSSISKE JUVEL har premiere fredag den 8. februar 2008 kl. 19.30 i Koncertsalen i Tivoli og spiller frem til den 16. marts 2008.  Forestillingen instrueres af Peter Langdal og har musik af Bent Fabricius-Bjerre og Jesper Winge Leisner. På scenen står bl.a. Kirsten Lehfeldt, Søren Østergaard, Amin Jensen, Lene Maria Christensen, Gordon Kennedy, Lars Bom og Laus Høybye m.fl. 

Læs mere om forestillingen på www.olsenbandenmusical.dk

 

Med venlig hilsen

Have PR & Kommunikation

Tlf. 33 25 21 07

 

Pressekoordinatorer:

Michael Feder – mobil: 22 43 49 42, e-mail: michael@have.dk

Astrid Thoudal Clausen – mobil: 20 87 96 61, e-mail: astrid@have.dk

 

Anders Thomas Jensen – manuskriptforfatter

Født 1972. Anders Thomas Jensen er manuskriptforfatter og filminstruktør og har skrevet manuskript til hovedparten af dansk films største succeser i de seneste år – heriblandt Blinkende lygter (2000), Elsker dig for evigt (2002), Rembrandt (2003), Brødre (2004) og senest Hvid nat (2007).  Han har desuden instrueret en række film, bl.a. Blinkende lygter (2000), De grønne slagtere (2003) og Adams æbler (2005). I 1999 vandt Anders Thomas Jensen en Oscar for kortfilmen Valgaften. Herhjemme har han bl.a. modtaget Nordisk Film Prisen i 2005 samt en Bodil (Bedste danske film) for Adams æbler (2006).  

 

Det kreative hold bag Olsen Banden

Producent: ”The One and Only Company” v/ Jesper Winge Leisner

Instruktør: Peter Langdal

Musik: Bent Fabricius-Bjerre

Sange: Jesper Winge Leisner

Manuskript: Anders Thomas Jensen

Scenografi: Karin Trille Høy

Koreografi: Signe Fabricius og Toniah Pedersen

Kapelmester: Joakim Pedersen

 

Rolleliste

Egon: Kirsten Lehfeldt

Benny: Søren Østergaard

Kjeld: Amin Jensen

Yvonne: Lene Maria Christensen

Børge: Laus Høybye

Hallandsen: Lars Bom

Anastasia Svalinko: Maria Lucia

Dynamit Harry: Gordon Kennedy

Kriminalassistent Jensen: Morten Eisner

Store Ivan: Tom Jensen

Lille Ivan: Allan Klie

Politiassistent Holm: Jens Jacob Tychsen

Frk. Schmidt: Gitte Naur

... og mange flere støttende roller, dansere, sangere og musikere.

olsen-banden-plakat.jpg