Shrek The Musical

The One and Only Company præsenterer for første gang uden for Broadway og West End: Shrek the musical.

instrueret af
KENNETH KREUTZMANN

 

NIELS OLSEN    

MARIA LUCIA

MARTIN BRYGMANN    

SZHIRLEY    

SILAS HOLST    

ALEXANDRE WILLAUME

RIKKE HVIDBJERG

LINE KROGHOLM

og mange flere


Skandinavienspremiere:

5. april 2013 i Forum København

 

Billetsalget er gået i gang i dag på www.billetlugen.dk

 

Nu kommer verdens mest elskede grønne trold til Danmark som musical! The One and Only Company er stolt over at præsentere den første opsætning af SHREK - THE MUSICAL herhjemme og gør dermed Danmark til det første land uden for USA (Broadway) og England (West End), som har fået lov af Dreamworks til at opføre musicaludgaven af de populære Shrek-film. Forestillingen, som får skandinavienspremiere i Forum København den 5. april 2013, bliver oven i købet lavet i en helt original opsætning med ny iscenesættelse, scenografi og kostumer.

Shrek er det nye årtusindes helt store fænomen indenfor computer-animation. På verdensplan har de i alt fire film genereret en biografomsætning på over 16 mia. kroner, og herhjemme har filmene solgt over 1,7 mio. biografbilletter. Musicaludgaven fik verdenspremiere på Broadway i 2008, hvor den bl.a. blev nomineret til 8 Tony Awards og 12 drama Desk Awards, og sidste sommer blev den overført til Londons West End, hvor den fik strålende anmeldelser og fortsat spiller for fulde huse. Nu er turen kommet til København, hvor den får det helt store udtræk i Forum og uden sammenligning bliver næste sæsons største musical for hele familien.

Forestillingens Executive Producer, Jesper Winge Leisner, direktør i The One and Only Company, der har stået bag store musicalsucceser som Den eneste ene – The Musical, Olsen Banden & den russiske juvel, Elsk mig i nat og senest Grease, udtaler: 

  • I de syv år vi har eksisteret som selskab, har vi satset på musical-produktioner med masser af energi, vitalitet, humor og hjerte. I det selskab hører SHREK - THE MUSICAL fornemt hjemme. Det er en musical, der har alt i store udstyrsnumre, en moderne, bramfri humor, skøn musik og et romantisk, bankende hjerte. Derfor synes vi, at SHREK - THE MUSICAL fortjener den helt store opsætning i en musical-tosset by som København, og vi satser på, at det bliver årets must-see teateroplevelse for såvel børn som voksne i alle aldre.

Stjernecast

SHREK – THE MUSICAL er en moderne, cool og sindssygt sjov musical i kæmpeformat. I den danske udgave i Forum er der 30 medvirkende og et ti-personer stort live-orkester. Og i spidsen for det store ensemble har The One and Only Company samlet nogle af landets største stjerner. Som den bøvsende, pruttende grønne trold med et hjerte af guld kan publikum glæde sig til at møde Niels Olsen. Hans hjertes udkårne er Prinsesse Fiona, og hun får krop, sjæl og stemme af Maria Lucia. Som den meget onde superskurk Lord Farquaard hopper Martin Brygmann for første gang op på en musicalscene, og som Shreks hyperaktive, speedsnakkende og funky sidekick Æslet vil Alexandre Willaume folde sig ud. Szhirley slår sig løs som den ildspyende Drage med en lystig appetit på riddere, og Silas Holst er Pinnochio, der bliver venner med Shrek. I øvrige roller medvirker bl.a. Line Krogholm og Rikke Hvidbjerg samt en lang række andre af landets bedste musicalperformere. 

Hele herligheden instrueres af Kenneth Kreutzmann, som netop har haft en stor succes med The One and Only Companys Grease i Tivoli, og det ti-personer store orkester ledes af kapelmester Joakim Pedersen, der har været musikalsk kaptajn på alle The One and Only Companys musicalproduktioner.

Forum København ombygges til ”Shreks verden” i 2013

På samme måde som da The One and Only Company skabte Den eneste ene - The Musical i Forum i 2005, bliver SHREK – THE MUSICAL en totaloplevelse. Forum København bliver ombygget til Danmarks største musicalteater med plads til mere end 3.000 publikummer pr. forestilling, og som en del af Shreks fantastiske univers opbygges et særskilt område med lounge-, bar- og spiseområder. Her kan publikum komme i god tid og spise i SHREKS STORE GRØNNE KØKKEN - en helt integreret del af Shrek-universet med spiseområder, snackbarer, sund økologisk mad og naturligvis også grønne popcorn, grønne cocktails, grøn champagne osv. til barnlige sjæle i alle aldre.

Alt hvad hjertet kan begære for 150 kr

I SHREKS STORE GRØNNE KØKKEN kan voksne spise alt hvad hjertet begærer for kun 150 kr. Børn under 12 år ifølge med betalende voksen spiser gratis og får 10% rabat på billetten.

I FIONAS FRISKE GRØNNE serveres god, grøn og lækker mad, salater og tilbehør fra SHREK STORE GRØNNE KØKKEN. I SHREKS BURGERVÆRKSTED kan børn og voksne lave deres egen burger med lige præcis det tilbehør, de ønsker. Bøfferne er af både oksekød, kylling og selleri, så der er noget for enhver smag. I weekenden serveres der DONKEY BRUNCH komplet med friskt brød, wienerbrød, ost, marmelade, bacon, røræg osv.

Historien

SHREK – THE MUSICAL fortæller eventyret om trolden Shrek (Niels Olsen), der lever lykkeligt - og helt alene - i sin store, grønne sump langt ude i skoven. En skønne dag er freden imidlertid forbi. Den onde Lord Farquaad (Martin Brygmann) ønsker at gifte sig med den skønne prinsesse Fiona (Maria Lucia) og han sender Shrek ud på en umulig mission for at befri prinsessen fra hendes fangetårn – og ikke mindst fra den frygtindgydende drage (Szhirley), der bevogter hende. 

På sin lange rejse møder Shrek alverdens fantastiske eventyrfigurer og selvfølgelig også det stædige, storsnakkende Æsel (Alexandre Willaume), der insisterer på at være Shreks nye bedste ven og trofaste følgesvend.

Det lykkes Shrek at befrie den ikke alt for begejstrede prinsesse Fiona, der havde drømt om at blive befriet af en smuk eventyrprins – ikke af en stor grøn trold. Og det lykkes, mod alle odds, Æsel at få tæmmet den ildspyende elskovssyge hundrage, der falder for hans charme. De tre rejsekammerater kan nu drage tilbage til kongeriget Duloc, hvor Lord Farquaad utålmodigt venter på sin brud. Og hvad så? Sådan kan eventyret da ikke bare slutte? Vil Shrek nogensinde indrømme at han faktisk er blevet lidt forelsket i Fiona? Vil det nogensinde lykkes Æsel at få ham til at sige det til hende? Og hvad er det for en frygtelig hemmelighed, der holder Fiona vågen om natten?

Billetsalget til SHREK – THE MUSICAL er gået i gang i dag på www.billetlugen.dk og www.shrekmusical.dk

 

Bagest:

  • Fakta
  • Profiler
  • Pressen skrev

 

Med venlig hilsen

 

Have Kommunikation

Tlf. 33 25 21 07

  

Kontakt:

Michael Feder, mobil: 22 43 49 42, mail: michael@have.dk

Alette Castenschiold, mobil: 23 24 89 24, mail: alette@have.dk

 

 

Fakta om SHREK – THE MUSICAL

 

  • Manuskript: David Lindsay-Abaire
  • Komponist: Jeanine Tesori
  • Cast: Niels Olsen (Shrek), Maria Lucia (Prinsesse Fiona), Martin Brygmann (Lord Farquaad), Alexandre Willaume (Æsel), Szhirley (Dragen), Silas Holst (Pinnochio), Line Krogholm, Rikke Hvidbjerg m.fl.
  • Instruktion: Kenneth Kreutzmann
  • Kapelmester: Joakim Pedersen
  • Executive Producer: Jesper Winge Leisner
  • Kreativ Producer: Thomas Langkjær

 

Fakta om billetsalg:

 

  • Spillested: Forum København
  • Premiere: 5. april 2013
  • Spilleperiode: 5. – 20. april 2013
  • Spilletidspunkter: Ons-fre kl. 19.30 (servering starter kl. 17.45), lørdage kl. 15.00 (servering starter kl. 13.00) og 20.00 (servering starter kl. 18.15), søndage kl. 12.00 (servering starter kl. 10.00) og 16.30 (servering starter kl. 14.45.)
  • Billetpriser: Fra 295 kr.
  • Billetbestilling: billetlugen.dk og www.shrekmusical.dk
  • Hjemmeside: shrekmusical.dk

 

Profiler:

 

NIELS OLSEN (SHREK)

Niels Olsen er én af landets mest elskede og respekterede skuespillere, der som få har magtet at markere sig indenfor et bredt spektrum af dansk film, teater, TV og entertainment. Hans store gennembrud på film kom i 1998 med hovedrollen som Niller i Susanne Biers romantiske komedie Den Eneste Ene. Listen over Niels Olsens mange engagementer er nærmest endeløs, men i de seneste år har danskere i alle aldre kunne opleve den charmerende skuespiller som én af grundpillerne i megasuccesen Ørknens Sønner og som Onkel Anders i Far til fire-filmene. 

 

Niels Olsen spiller den gnavne, egoistisk grønne trold Shrek, der nyder ensomheden i sin elskede sump. Shrek vil gerne fremstå som farlig og frygtindgydende, men inderst inde har han et hjerte af guld og kunne aldrig finde på at gøre nogen fortræd. Shrek er en politisk ukorrekt helt, der er ligeglad med at være grov, anderledes og helt på tværs.

 

MARIA LUCIA (PRINSESSE FIONA)

Maria Lucia er landets største unge musicalstjerne. Hendes karriere blev kickstartet med en sejr i talentkonkurrencen Popstars i 2003. Med udgangspunkt i sine overbevisende evner som sangerinde har Maria Lucia siden dengang udviklet sit store talent, hvilket har indbragt hende store roller i musical-successer som Beauty and The Beast, West Side Story, Elsk Mig I Nat, Les Misérables og senest en hovedrolle i Århus Teaters opsætning af Chess.

Maria Lucia spiller den smukke Prinsesse Fiona, der bærer på en frygtelig hemmelighed. En forbandelse, der betyder, at Fiona ved hver solnedgang bliver forhekset til en trold. Først når solen står op, bliver hun sit smukke jeg igen. Det eneste, der kan redde Fiona, er mødet med den store kærlighed.

 

MARTIN BRYGMANN (LORD FARQUAAD)

Martin Brygmann er én af dansk underholdnings store komiske profiler indenfor både musik, film, TV, teater og entertainment. Lex & Klatten, Det Brune Punktum, Hannibal og Jerry, Jesus & Josephine og Jul i Valhal har Martin Brygmann sat sit præg på, både som medvirkende, men også som komponist og producer. I de senere år har publikum mødt den originale komiker i filmsuccesser som Blå Mænd, Julefrokosten og Far til Fire og senest i One Man Showet De Fleste Ulykker sker med Lemmet

Lord Farquaad er en meget lille og ondskabsfuld skurk, der hader sjov og eventyr. Han regerer over kongeriet Duloc, men er ikke en rigtig konge. For at blive det, er han nødt til at gifte sig med en ægte prinsesse. Hans valg falder på Prinsesse Fiona, der på sit slot bevogtes af en farlig, ildsprudende drage. Lord Farquaad er et skvat, så han får trolden Shrek til at drage ud for at befri hende, men det går ikke helt som den lille irriterende Lord havde håbet.

 

ALEXANDRE WILLAUME (ÆSLET)

Skuespilleren Alexandre Willaume blev for alvor kendt for sin fortolkning af rollen som ”Wupti Pede” i en utrolig populær markedsføringskampagne. Publikum har også kunnet møde ham i en lang række danske spillefilm og TV serier: Rejseholdet, Klovn, Forbrydelsen, Den som Dræber, Fri os fra Det Onde og mange flere. Senest i TV2s julekalender 2011, Ludvig og Julemanden og til maj 2012 i spillefilmen Rivalen.

Æslet er en begejstret og hyperaktiv fætter. Selvom han er sjov og funky, så har han ingen selvtillid. Derfor gør han alt for at blive ven med Shrek, som han til at begynde med er lidt bange for. Det gider Shrek bare ikke. Han synes, at Æslet er super irriterende, men Æslet giver ikke op uden videre – og de ender som perlevenner.

 

SZHIRLEY (DRAGEN)

Sangerinden og multitalentet Szhirley fik sit gennembrud som solist i 1998 med soundtracket til Susanne Biers romantiske komedie Den Eneste Ene, hvor hun sang to sange til tops på de danske hitlister. Szhirley har været aktiv på den danske musikscene i konstellationer som Den Gale Pose, Outlandish, og i 2008 udgav hun sit roste soloalbum Hjerter Dame. Derudover har den karismatiske sangerinde haft store roller i musicals som West Side Story og Elsk Mig i Nat.

 

Den ildspyende og farlige drage er Shreks modstander, der bevogter Prinsesse Fiona i tårnværelset på det afsides slot. Dragen viser sig, at være en hun-drage med en særlig appetit på riddere, der er hendes livret. Hun falder imidlertid pladask for Æslet, og mod slutningen indleder det umage par et forhold.

 

SILAS HOLST (PINOCCHIO)

Den unge danser Silas Holst smeltede alle hjerter, da han som yngste deltager i 2011 vandt TV2s Vild med dans. Både før og siden har Silas stået på de skrå brædder i bl.a. musicalen MAMMA MIA! og senest har han høstet flotte anmelderroser for sin optræden som Kenickie i forårets megahit Grease i Tivoli.

 

Pinocchio fra det kendte eventyr af samme navn er en levende træmarionet, der bliver venner med Shrek. Når Pinocchio lyver, bliver hans næse meget lang, mens han inderst inde går og drømmer om at blive forvandlet til en rigtig dreng. I musicalen sælger Geppetto Pinocchio til Lord Farquaad, der herefter forviser ham til Shreks sump.

 

DAVID LINDSAY-ABAIRE (MANUSKRIPT)

Det vittige og underholdende manuskript til SHREK - THE MUSICAL er skrevet af Broadway-dramatikeren David Lindsay-Abaire på baggrund af DreamWork’s film SHREK fra 2001.

Han har endvidere skrevet manuskriptet til Rabbit Hole som han modtog en Pulitzer Prize for, og som endvidere indbragte fem Tony Award-nomineringer. Rabbit Hole er senere blevet filmatiseret med bl.a. Nicole Kidmann i hovedrollen.  David Lindsay-Abaire har derudover skrevet manuskripter til bl.a. High Fidelity og A Devil Inside.

 

JEANINE TESORI (KOMPONIST)

Har skrevet tre Tony Award-nominerede soundtracks til Broadway: Twelfh Night, Thoroughly Modern Millie og Caroline, or Change, som endvidere i London blev Oliver Award nomineret til Bedste Musical. Jeanine Tesori har endvidere komponeret musik til en lang række film, bl.a. Nights in Rodanthe, SHREK the Third, Mulan II, Lilo and Stich II samt The Little Mermaid III.

 

KENNETH KREUTZMANN (INSTRUKTØR)

Prisvindende koreograf og instruktør, der bl.a. har skabt koreografi og iscenesat Evita (Bellevue Teatret), Junglebogen (Nørrebro Teater) og mange flere. Kenneth Kreutzmann er de senere år især kendt for musical-succeserne Elsk Mig I Nat (Østre Gasværk Teater/Tivoli), Sugar (Folketeatret), Stupid Man (Bellevue Teatret) og den kommende Den eneste ene - The Musical i Tivoli.

 

JOAKIM PEDERSEN (KAPELMESTER)

Joakim Pedersen er uddannet fra musikkonservatoriet, og har i mere end 15 år arbejdet med musik, film og teater. Joakim er en højt respekteret musiker såvel som komponist, arrangør, producer og kapelmester. Som musiker og komponist har Joakim arbejdet med en lang række kunstnere og har komponeret tema-musik til TV. På teatret har Joakim været kapelmester og musikalsk arrangør på bl.a. Elsk Mig I Nat (Øster Gasværk/Tivoli), West Side Story (Østre Gasværk Teater), Stupid Man (Bellevue), Grease (Tivoli) og den kommende Den eneste ene – The Musical (Tivoli 2012).

 

THOMAS LANGKJÆR (KREATIV PRODUCER)

En af hovedkræfterne bag musicalsuccesen Grease i Tivoli i år. Har i mere end 15 år arbejdet som producent, kreativ producer, musikproducer og lyddesigner, og har endvidere som teaterchef på Fredericia Teater produceret den Reumert-vindende musical High School Musical 2, den anmelderroste musical Cabaret samt musicals som The Wild Party, Chess, De 3 Musketerer, My Fairytale og Gummi T m.fl.

 

JESPER WINGE LEISNER (EXECUTIVE PRODUCER)

Prisvindende komponist og sangskriver med mere end en million solgte albums på samvittigheden. I mange år kreativ- og strategisk direktør i reklamebranchen og kommunikationsrådgiver for offentlige og private virksomheder. Siden 2005 ejer af og direktør for The One and Only Company, som har bl.a. skabt musical-succeserne Elsk Mig I Nat, Den eneste ene – The Musical, Olsen Banden & den Russiske Juvel og senest Grease i Tivoli.

 

THE ONE AND ONLY COMPANY (SELSKABET BAG OPSÆTNINGEN)

Teaterproduktions- og udviklingsselskabet The One and Only Company blev stiftet i 2004 af komponist og producer Jesper Winge Leisner.

 

Selskabets målsætning er at skabe musicaloplevelser af høj kvalitet for et publikum, der måske ikke normalt kommer i det traditionelle teater. Et publikum, der efterspørger live oplevelser og ønsker underholdende, moderne og livsbekræftende musikforestillinger med høj energi. 

 

Siden sin etablering har selskabet udviklet originale musical produktioner og lanceret friske versioner af internationale hits. Danskerne har taget godt imod selskabets opsætninger og der er solgt mere end 550.000 billetter til The One and Only Companys musicals. Selskabet vil i de kommende år stadig have fokus på udvikling af ny original musikdramatik, men vil også satse på nye friske versioner af eksisterende musicals.  

 

The One and Only Companys produktioner:

 

  • Den eneste ene – The Musical

 

  • Olsen Banden & den russiske juvel

 

  • Elsk mig i nat

 

  • Grease

 

 

Pressen skrev:

Sådan skrev pressen om musicalen på Broadway og London:  

 

*****

Shrektastisk. Et stort show for hele familien

SUNDAY TELEGRAPH

 

****

Fortryllet af Shrek. Magisk. En god følelse

THE TIMES

 

*****

Et Mega Hit. Et brilliant show. Fantastisk

DAILY EXPRESS

 

****

Hysterisk sjovt. Strålende.

THE INDEPENDENT

 

Sjovt på den lækre måde. Spektakulært

DAILY TELEGRAPH

 

Vildt underholdende. Det sjoveste du nogensinde vil opleve. Et monster hit

THE MIRROR

 

****

En stor tommelfinger op til Shrek

DAILY MAIL

 

ET MEGA HIT, en triumf for tegneseriens fantasiverden! Den mest sindrigt vanvittige, genialt fantastiske smagløse Broadway musical siden The Producers. Alt i alt uimodståelig!

Elysa Gardner, USA Today

 

Plakat-final.jpg